København, 23. September 2010
M/S Erria Vietnam undsætter havarist i caribien

Det danskejede containerskib ”Erria Vietnam” tilhørende Rederiet ERRIA A/S, var søndag 19. sept. på vej fra Florida til Isla San Andres (Colombia) for losning, da skibet blev anmodet om at undsætte et skib med maskinhavari.
Efter modtagelse af anmodningen sejlede ”Erria Vietnam” med højeste fart imod en nærmere angivet position udfor Nicaragua’s kyst, hvor det havarerede skib m/s ”NERA II” drev med maskinskade.
Hensigten var at ”Erria Vietnam” skulle bugsere ”NERA II” til ankerplads ud for El Bluff (Nicaragua). Anmodningen blev straks imødekommet og mandag den 20. september kl. 17.40 var ”Erria Vietnam” fremme ved havaristen.
Cirka 30 minutter senere var slæbe-wire etableret og bugseringen begyndte. Allerede tirsdag 21. september i de tidlige morgentimer, ankom skibene til reden ved El Bluff, hvor ”NERA II” droppede anker og ”Erria Vietnam” fortsatte sin sejlads.
Takket være en professional indsats fra ”Erria Vietnams” besætning forløb hele operationen planmæssigt.

Det bugserede skib Nera II